Sådan får jeg 23 millioner kr. mere udbetalt i pension
Jeg har ‘glædet’ mig til at skrive det her indlæg. Og samtidig er jeg ret frustreret over at skrive det.
Jeg er træt af det her indlæg, fordi jeg mener, at du og en masse mennesker derude hver dag… ja, bliver snydt. En af dem var min mor, som snart går på pension. Det laver jeg et særskilt indlæg om snarest. Hendes pension er blevet fuldstændig udhulet af pensionskassernes høje omkostninger og ringe afkast. Om min mor ville ændre noget på baggrund af det, du skal læse om lidt, ved jeg ikke.
Men så var hun hvert fald oplyst.
Jeg har to brødre. Jeg har fortalt dem om det, jeg vil vise dig nu. Første gang for fem år siden. Alligevel har de ikke rykket på det. Så nu må jeg jo få det ned på skrift.
Så i to, den her er til jer.
Dette er ikke for alle
Men jeg har det også ret ambivalent med at skrive det her indlæg, fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af, om det, jeg gør, er for alle. Om det er sundt for dig. Om du har det, der skal til, for at kunne bære det ansvar, der følger med selv at tage kontrollen over din pension. Uden at det tynger dig.
Det er jeg faktisk overbevist om, du ikke har. Endnu. Men det kommer. Jeg har brugt 14 år på at skubbe min riskotolerance til, hvor den er i dag. Og mere vigtigt skubbet min villighed til at handle på fakta og ikke frygt.
Men hvorfor så skrive det?
Ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Jeg har flere gange overvejet at slette hele baduljen.
Jeg skriver det alligevel nu, fordi jeg håber, det kan skubbe til dig. Og skabe en brændende platform under dig.
Jeg forholder mig til fakta og udlægger virkeligheden så godt, som jeg nu kan. Og du fortjener at få den.
Nu til sagen.
Jeg får 23 millioner kroner mere udbetalt i pension efter jeg har taget kontrol over den. Efter skat.
Jeg vil vise dig hvordan.
Men først skal vi møde Aage.
Har du tid til at støtte mig?
Jeg ville blive så yderst taknemmelig, hvis du vil overveje at tage denne investeringsprofil test hos NORD.Investments. Klik her.
Det er gratis for dig, det tager fem minutter, du bliver klogere på din risiko profil i forhold til investering og så støtter du mig med en lille guld mønt. Du kan også donere herunder. Din støtte gør hele forskellen.
“Du er dumdristig, Anders”. Eller hvad?
Da jeg startede i mit første voksen-job for snart fem år siden, var noget af det første, jeg gjorde, at gå de tunge skridt op af trapperne til Aage på hans store, flotte økonomi-kontor i hjørnet. Wow, det var flot. Og stort. Og stille. I forhold til mit skrivebord i det pulserende storrumskontor hvert fald.
Aage var økonomichef for virksomheden. Aldrig kom folk på “besøg”. Med et undrende blik sad han og kiggede på mig, mens jeg, efter en meget kort høflighedsfrase, spurgte ham, om det var muligt at få overført mine pensionsindbetalinger til min egen private ratepension hos Nordnet. Så i stedet for, at virksomheden indbetalte til PFA, så sendte de dem bare direkte til et kontonummer på Nordnet. Det, synes Aage, lød noget så besynderligt. Hvorfor i alverden skulle jeg dog have lyst til det?
Efter Aage i en håndfuld minutter forsøgte at tale mig fra det, sagde han, at det skulle han da nok undersøge så, hvis jeg da virkelig mente det her seriøst. Det gjorde jeg.
Et par dage efter kom økonomichef-Aage forbi mit skrivebord med et stykke papir mellem fingerene. “Hvis du udfylder det her, og sender det til PFA, så bliver det overført til din egen konto”.
What is at first small is often extremely large in the end. And so it happens that whoever deviates only a little from truth in the beginning is led farther and farther afield in the sequel, and to errors which are a thousand times as large.
Franz Brentano.
Jeg tror sammenlagt, at jeg brugte en time på at omdirigere de indbetalinger. Det inklusiv økonomichef-Aages længere ordveksling om min tåbelighed.
“Du er dumdristig”, sagde Aage til mig.
“Skal jeg hente et spejl til dig, dumme kloge-Aage?”, sagde jeg så.
Ej. Det gjorde jeg sgu ikke. Er du sindssyg? Jeg var sgu lige blevet ansat, og mine forældre var endelig trygge ved min vej efter alt det ståhej med pokeren. Hold op, hvor havde det også være kikset. “Dumme kloge-Aage”. Jeg er da horisonter mere street end det?
Og jeg synes faktisk også, at Aage var ret hjælpsom. Ret skal være ret. Men jeg fornemmede også, at han synes, jeg var irriterende insisterende.
“Selvgjort er velgjort”, siger min far
Og han siger også altid, når jeg har et eller andet spørgsmål til en eller anden dims, som jeg ikke magter at sætte mig ind i, og derfor spørger ham til råds: “Read fucking manual”.
Der er faktisk ret meget sandhed i det.
Read fucking manual.
Most people live in a world others have created for them. Be the designer of your world and not merely the consumer of it.
James Clear.
Og hvor mange af jer har egentlig læst manualen for jeres pension? Er det ikke underligt, egentlig?
Næ, måske ikke. Vi er jo opdraget til konformitet og autoritets-troskab.
Lad os se på ‘manualen’
Følgende tager udgangspunkt i tal fra pensionskassen PFA. Det er vigtigt at pointere, at jeg ikke har noget horn i siden på PFA - det har jeg nok lidt på alle pensionskasser, mest fordi de investerer i olie, tobak og våben - men PFA er Danmarks største pensionskasse med en markedsandel på 20%, og derfor er det naturligt, at tage udgangspunkt i deres omkostninger og vilkår. Og så var det også den pensionskasse, som min virksomhed havde pension hos.
Jeg er en mand af fakta. Og jeg forholder mig udelukkende til fakta i alt, hvad jeg skriver på denne blog.
Men ja, lige i den her sammenhæng skævvrider de fakta, som jeg har at forholde mig til, dog tingene endnu mere, så jeg må desværre justere lidt. Lad mig uddybe.
Jeg har skrevet og ringet med PFA for at få en investeringsrapport over deres afkast, der går så langt tilbage som muligt. De fortæller mig, at de kun har tal for de sidste 10 år. What the actual fuck? En eller anden råb vagt i gevær.
Nå, men lad os da prøve at forholde os til de sidste 10 år så.
Har man sin pension hos PFA, så ser den oftest sådan ud:
Majoriteten har Profil C (det er den, PFA anbefaler)
Du betaler 792,- kr i årlige omkostninger
Du betaler mellem 1,5-4% i indbetalingsgebyr på alle dine indbetalinger
Du betaler 0,87% i ÅOP for Profil C
Profil C har over de sidste 10 år givet et gennemsnitligt afkast på 8,35%.
Har man en privat ratepension som mig, så ser den sådan ud:
Du investerer selv, og står selv med ansvaret
Du betaler 0,- kr i årlige omkostninger
Du betaler 0% i indbetalingsgebyr på dine indbetalinger
Din ÅOP afhænger af dine investeringer.
Jeg anbefaler at man investerer i et billigt S&P 500 indeks, der har en ÅOP på 0,07%.
S&P 500 har i samme periode - altså de sidste 10 år - givet et gennemsnitligt afkast på 13,66%.
Monique, lommeregneren!
Lad os finde lommeregneren frem.
Vi tager udgangspunkt i mig:
Jeg har 300.000 kr. på min ratepension
Der bliver årligt indbetalt 50.000 kr. til den
Jeg kan ifølge den officielle folkepensionsalder gå på pension i en stærk alder af 73 år. Altså om 41 år. Hjælp
Følgende er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at være omkostningseffektiv i forhold til sine investeringer. Og det viser, hvor helt uforståelig stor effekt omkostninger har på renters rente effekten.
Og lad os så sammenligne, hvordan min pension over 41 år ville udvikle sig, hvis jeg var ved PFA eller som nu, hvor jeg selv gør det.
53 millioner kr.
Så stor er forskellen efter 41 år med en start på 300.000,- kr og et årligt indskud på 50.000,- kr.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan porteføljen til sidst på ét år vokser næsten 8 millioner kr. De samme 8 millioner kr. tager 22 år at akkumulere i starten. Vildt, ik’?
Det er renters rente effekten i yderste potens.
Compound interest is the eighth wonder of the world.
He who understands it, earns it.
He who doesn't, pays it.
Albert Einstein.
Nå, men vi kan ikke rigtig bruge det her eksempel til så meget, faktisk. Det tager nemlig udgangspunkt i afkastet over de sidste 10 år. Og i de sidste 10 år har vi været i et ret usædvanligt bull-marked (det vil sige et marked, der er steget hvert år).
Vi kan håbe på, at markedet bliver ved med at kaste 13,66% af sig. Men det er desværre nok ønsketænkning.
Men hvad gør vi så?
Lad os se, hvad afkastet på S&P 500 har været siden det indeks blev lavet i marts, 1957.
Fra marts i 1957 til i dag er S&P 500 steget i gennemsnit 10,42% om året.
Det er 3,42% mindre om året end de 13,66% vi brugte i eksemplet ovenfor.
Så det vi gør er, at vi bruger de 10,42% for S&P 500 fremadrettet og jeg trækker så 3,42% fra PFA’s Profil C afkast. Det lander hermed på 5,11% årligt.
Det virker som det bedste og mest realistiske, vi kan gøre, når nu PFA ikke kan opgive mig tal, der går længere end 10 år tilbage.
Lad os se, hvordan dét kommer til at se ud.
23 millioner kroner er forskellen over 41 år. Det er vildt.
Og bemærk, at det er efter den årlige PAL-skat på 15,3%.
Det kan man altså få et fint hus for i Lind, hvor jeg kommer fra.
Men ja, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Udover, at det selvfølgelig er en vildt stor forskel.
Ændringer, der i starten virker små og ligegyldige, vil compounde sig til usædvanlige resultater, hvis du er villig til at holde fast i dem i årevis.
Først når vi kigger tilbage om 20, 30 eller måske 40 år vil værdien af dit valg i dag stå slående klart.
Det er svært at forstå, så stor en betydning det her kan have for den enkeltes økonomi og muligheder. Efter 30 år har jeg en pensionsopsparing på 12 millioner kroner. Den kan jeg bruge overfor en bank til at stille sikkerhed for et hus og dermed få et billigere lån. Eller et sommerhus, og dermed få et billigere lån. Køb af lejlighed til eventuelle børn. Jeg kan bruge det som sikkerhed til at låne penge, som jeg kan leve helt eller delvist for, indtil jeg går på pension. Mulighederne er mange.
Generelt kan jeg bruge det til at nedbringe mine økonomiske bekymringer. Så er der da én ting mindre at bekymre sig om. Og er det ikke det, vi vil? Have mindre at bekymre os om? Jeg vil.
Igen, det her er ikke for alle
Jeg ved ikke helt, om jeg anbefaler, at du gør, som jeg. Det kræver noget is i maven at påtage sig det ansvar, det er selv at står for sin pension.
Men hvad kan du ellers gøre nu og her?
Tre ting:
Vælg den højeste risikoprofil hos dit pensionsselskab. Hvis du har mere end 10 år til pension, så skal du altså ikke ligge og rode rundt med profil A, B eller C. Vælg profil D. Sammenlignet med profil C vil denne ændring give mig 2 millioner kroner mere i pension om 41 år.
Endnu bedre, så vælg selv dit investeringsprodukt hos dit pensionsselskab. Hos PFA kan man vælge det, der hedder “Du investerer”. Vælg det. Og vælg en global indeks fond med en billig ÅOP. Hos PFA kan man få en global indeks fond med en ÅOP på 0,36%. Udover at være billigere, så giver den et højere årligt afkast end profil A, B, C og D. Og det bliver til mange penge og meget frihed i det lange løb. Sammenlignet med profil C vil denne ændring give mig 9,2 millioner kroner mere i pension om 41 år.
Der er ikke nogen, der siger, at du som jeg, skal samle hele din pensionsopsparing på én gang. Prøv at tage noget af din pension og send den over på en privat ratepension. Køb S&P 500. Og se, hvordan du reagerer. Har du det godt med det? Så prøv at send noget mere derover. På den måde kan du udfordre dig selv og nærme dig at tage mere og mere kontrol hen af vejen. Husk på, at jeg har investeret i 14 år. Du kan ikke gå fra 0 til 100. Det kræver noget mentalt at være investor. Særligt, når du selv tager ansvar. Så lad vær’ med at tage munden for fuld. Sammenlignet med profil C vil denne ændring, som vi har set, give mig op til 23 millioner kroner mere i pension om 41 år.
Det her handler ikke om penge
Millioner mig her og millioner mig der.
Det her handler ikke om penge. For mig hvert fald. Jeg har et had/kærlighedsforhold til penge, og jeg er egentlig mest interesseret i, hvad penge repræsenterer. Det handler om frihed. Om fleksibilitet. Overskud. Tid til at leve et meningsfuldt og autentisk liv.
Vi lever i et kapitalistisk samfund. Penge er valutaen. Om vi vil det eller ej. Det er vi nødt til at forholde os til.
Building habits in the present allows you to do more of what you want in the future.
James Clear.
Ville jeg det gerne anerledes? Ja, det kan du bande på med fire tusind udråbsregn. Det virker da totalt idiotisk at bygge et samfund op omkring penge. Og jeg er så træt af, at det eneste, der efterhånden kan få os op af stolene, er økonomiske incitamenter. Men inden jeg trækker i fuld sølvpapirs-uniform, så vil jeg da lige indskyde, at kapitalismen jo også er, hvad der har bragt os til den levestandard, vi har i dag, hvor vi lige nu sidder og skriver og læser om noget så lunefuldt som investering.
Og så synes jeg ikke det er i orden, at pensionskasserne får lov at kanalisere vores penge over i sorte investeringer, såsom olie, våben og tobak. Samtidigt med, at de laver et ringe afkast. Det er ligesom det værste fra begge verdener.
Det kan være skræmmende pludselig at skulle forholde sig til penge. Og selv tage kontrollen.
Men det er den virkelighed, vi lever i.
Og det er den virkelighed, vi må forholde os til.
Held og lykke - vi ses på en anden side.
støt mig
Tak, fordi du læser med. Jeg håber, du får noget ud af det.
Hver måned bruger jeg en del tid og penge på at holde fisker’s investeringer kørende. Jeg har ikke lyst til at benytte mig af reklamer, så jeg afhænger af læsere som dig for at gøre mit arbejde bæredygtigt.
Hvis nu, at mit arbejde på nogen måde har underholdt dig eller sågar hjulpet dig, så ville jeg blive så yderst taknemmelig, hvis du vil overveje at tage denne investeringsprofil test hos NORD.Investments. Klik her.
Det er gratis for dig, det tager fem minutter, du bliver klogere på din risiko profil i forhold til investering og så støtter du mig med en lille guld mønt.
Hvis du ikke har en konto på Nordnet endnu, og opretter dig via. dette link, støtter du også bloggen.
Du kan også støtte mig med en donation på ethvert beløb her eller på knappen herunder.
Din støtte gør hele forskellen.
Disclaimer: Som alt på denne blog, så udveksler jeg kun idéer. Du er alene ansvarlig for dine egne valg.