#2 månedsupdate: Mine investeringer er oppe 9%, og GameStop martrer min sjæl

Vanen tro (ja, det er hvert fald anden gang, den er her) kommer her en månedsopdatering.

Og hvilken måned det har været.

Der er gået forårskuller i mine investeringer, som atter er grønne. Faktisk mørkegrønne.

Så det er jo herligt.

Mine investeringer er i marts steget 9%, og er samlet oppe med hele 19% for året. Så det er jo helt vildt. Det er klart den bedste start på et aktieår, jeg nogensinde har haft.

Til sammenligning er C25 steget 5,16% i marts mens S&P 500 er oppe med 6,97%.

Så igen ligger jeg altså et godt stykke over det indeks, som jeg benchmarker mig imod. Og som jeg gerne vil følge. En eller anden giv mig en ordentlig huggert med en pegepind. For det er fandme da dumt det her.

Igen er det et billede på, at jeg ikke investerer, som jeg selv prædiker.

Jeg kan ikke slå markedet.

Du kan ikke slå markedet.

Ingen kan slå markedet.

Så når jeg slår markedet så markant, så er det fordi noget er galt.

Køb brede indeks. Set and forget. Og lev dit liv. Bliv dygtig til noget, du rent faktisk kan blive dygtig til.

Lad vær’ med at være dum og køb enkeltaktier. Eller jo. Det må du gerne. Hvis du godt ved, du er dum. Så er det fint med mig.

Fortalte jeg lige mig selv, at jeg så er dum?

GameStop martrer min sjæl

Nå, men hvad i min portefølje er så skyld i, at mine investeringer igen ikke følger S&P 500? Det er det der herrens kryptovaluta, som igen er stukket af. Jeg købte mig ind i kryptovalutaen Ethereum før jul, og det er gået godt. Rigtig godt. Men lad dig ikke narre. Om nogle måneder sidder jeg sikkert med det sure æble og kigger på, hvordan min portefølje taber to-cifrede procentbeløb om måneden. Det er en lotteriseddel. Og jeg vil ikke anbefale dig at gøre det samme.

Men lige nu går det godt. Så det er jo bare om at nyde det.

Men hold op hvor hælder det der knap så successfulde GameStop-køb, jeg lavede i sidste måned, stadig malurt i mit bægre.

Jeg lavede jo den lækre manøvre at købe GameStop aktier i kurs 270$ for 25.000,- kr. Det viste sig så, at jeg kom lidt for sent med til festen, og solgte dem siden i kurs 50$. Med et tab på 20.000,- kr.

Inden for uger af mit salg var GameStop så helt oppe og røre kurs 370$. Sgu.

Det er VIRKELIG en psykologisk prøvelse at købe højt, sælge lavt og se kursen stikke af indenfor kort tid af mit realiserede tab. Jeg kan ikke anbefale det.

Og hvad kan vi så lære af det?

Loss-aversion is real

Loss-aversion er det her menneskelige bias, der gør, at smerten ved at miste føles uendelig mere kraftig end glæden ved at vinde. Og det bias gør, at vi som mennesker er mere villige til at tage chancer for at undgå at miste end for at vinde. Det er også derfor mange ikke investerer.

Så hvis nogen derude mangler empiri til en akademisk artikel om loss-aversion, så ringer i bare, for det bruser tilsyneladende rundt i min DNA.

Og så kan vi lære, at vi ikke skal købe enkelt-aktier. Når man køber enkelt-aktier, så mærker man meget tydeligere, hvordan man træder ind og ud af en aktie til en særlig kurs end man gør ved et indeks, hvor man køber en pulje på hundredevis af aktier. Et indeks vil heller ikke kunne falde 80% på den måde.

Her er mine tal for måneden:

  • Opsparingsrate: 21%

  • Tid til økonomisk uafhængighed: 7 år


Tal for fisker’s investeringer:

  • Sidevisninger: 3.769

  • Udgifter til siden: 89,- kr

  • Organiske indtægter fra siden: 0,- kr


Så kom der gang i bloggen. 3.769 sidevisninger fordelt på 1.291 unikke brugere.

Ikke overraskende trak indlægget om, hvordan jeg får 23 millioner kroner mere udbetalt i pension en stor del af trafikken.

Det er det, jeg siger.

Økonomiske incitamenter kan bare få folk op at stolene.

Jeg får ikke skrevet så meget på bloggen, som jeg godt kunne tænke mig. Det kommer forhåbentligt hen af vejen. Jeg har en liste med 40 blogindlæg, som jeg gerne vil skrive. Og lige nu er jeg igang med at skrive på 6-7 forskellige indlæg. Så, der kommer masser af godt læsestof snart. Forhåbentligt.

Tak til alle jer, der har læst med indtil videre! Håber, I får noget ud af det.

Følg mig da gerne lige på de sociale breddegrader.

Hvordan er din måned gået?

God påske - vi ses på en anden side.


Favorit citat fra måneden der gik.

Kanye.png
Forrige
Forrige

Intet kan standse aktiemarkedets flakkende kurs mod tinderne

Næste
Næste

Sådan får jeg 23 millioner kr. mere udbetalt i pension